Skorzonerrod (scorzonera hispanica)

 

Bag skorzonerroddens beskidte, jordede ydre gemmer sig et flot rent hvidt kød med en meget delikat smag. Skorzonerrod er blevet dyrket i Danmark så tidligt som 1630’erne og gik under kælenavnene sortrod eller fattigmandsasparges. Stammer fra Spanien, som det da også fremgår af det latinske efternavn ”hispanica”. Meget yndet af franske kokke. Kan måske med fordel dyrkes i blandingskultur med gulerod, da skorzonerrod menes at afskrække gulerodsfluen.

 

Dyrkningsvejledning

 

Skorzonerrod bør ligesom havrerod, persillerod og pastinak sås lige så snart, jorden er bekvem og over 8° C. Det er dog vigtigt at jorden er meget fintsmuldrende ved såning og godt bearbejdet i dybden, helst i to spadestiks dybde. Dette er naturligvis mest vigtigt ved rodfrugter med lange rødder. Da det kan være svært at få frøene til at spire hen i maj, hvor det kan være varmt og tørt, er det vigtigt at gå i gang så snart som muligt.

 

Planteafstand er 30 cm mellem rækkerne, 10-12 cm i rækkerne. Så i lange riller i en dybde på 12 mm. Spirer efter 7-12 dage ved det optimale temperaturinterval 14-24° C. Minimumstemperaturen er 4° C, men det kan ikke betale sig at så før end jorden er over 8° varm. Det er vigtigt at få tyndet ud i tide, hvis man vil have store, flotte og veludviklede rødder. Sørg desuden for at holde fri for ukrudt samt at vande i tørre perioder. Tilfør med jævne mellemrum gødning i form af et godt drys kompost.

 

Kimplanter af skorzonerrod

Kimplanter af skorzonerrod. Ligner til forveksling havrerod. Skorzonerrod er dog med bredere blade, som også er lidt mere grågrønne.

 

Havrerod kan ved såning midt i april høstes fra først/midt i oktober og herefter til næste års høst. 2.-års-rødder, som blomstrer og sætter frø, bliver lidt revnede i toppen men kan alligevel godt bruges. Det tilrådes at lade rødderne stå i jorden, hvor de bevarer friskhed og sprødhed bedst. Dette betyder at man ved udsigt til frost må grave et lille lager op, men når frosten er væk igen er rødderne stadig i perfekt stand.

 

Blomstrende skorzonerrod Afblomstret skorzonerrod Frøstand af skorzonerrod - frø klar til høst

Frø: skorzonerrod er en 2-årig rodfrugt, som i anden sæson sætter meget smukke gule blomster og herefter frø. Skorzonerroden er fuldstændig hårdfør i det danske klima og overvintrer derfor uden problemer på voksestedet. Da planten er selvbestøvende, kræves ikke ret mange planter for at sikre sortsægte kvalitetsfrø, 10 planter burde give rigeligt med frø. Spireevnen for havrerod er ret dårlig, hvorfor man bør købe friske frø hvert år eller selv tage frø. Det skal dog nævnes at skorzonerrod kan krydsbestøve med andre sorter af skorzonerrod samt en vildtvoksende slægtning, som forekommer af og til i Nordjylland, Vestjylland samt Bornholm, men som ellers er et sjældent syn i Danmark.